Sådan investerer du grønt for frie midler

15. november 2021

Når vi taler om grønne investeringer, tænker de fleste ofte på solceller på taget, en vandbesparende vandhane, ekstra isolering af boligen, LED-lys i stedet for glødepærer eller lignende. Dette er en fin måde at investere grønt på, men vidste du, at du i høj grad også har mulighed for at tilrette dine privatøkonomiske investeringer grønt?

Her kan du læse mere om, hvordan du kan investere i aktier, der har en grøn profil, så dine investeringer – både dem i boligen og dem i aktiemarkedet – er grønne og bæredygtige.

Tænk over hvilke virksomheder, du investerer i

Når du skal investere dine frie midler grønt, gælder det først og fremmest om at være opmærksom på hvilke virksomheder, du investerer i. De fleste kan nok regne ud, at det er en bedre idé at investere i vindmøllefabrikanter fremfor olieselskaber, men når det kommer til klima og bæredygtighed, er verden ikke nødvendigvis altid sort/hvid. Hvad nu, hvis fabrikationen af vindmøllerne har store klimamæssige konsekvenser, mens olieselskabet planter masser og skov og foretager andre klimanyttige tiltag, der – når det samlede klimaregnskab gøres op – betyder, at selskabet i virkeligheden er klimaneutralt eller måske endda klimanegativt?

Kig på virksomhedernes grønne profil

Som grøn investor er det derfor en bidende nødvendighed, at du stiller krav til de virksomheder, du investerer i. Et krav bør f.eks. være, at det i regnskaberne er til at læse, hvordan virksomheden agerer ift. klimaet, og hvilken betydning – positiv eller negativ – virksomhedens virke har for klimaet. Nogle virksomheder har såmænd inkorporeret klimaregnskaber i deres økonomiske regnskaber, hvilket gør det nemmere for dig som investor at skille skidt fra kanel.

Tip – lad andre om at opretholde din grønne investeringsprofil

Som det måske kan fremstå af ovenstående, kan det være noget af en mundfuld at holde styr på, at alle dine investeringer er grønne og klimavenlige. Noget helt andet er, at virksomheder i denne tid ofte kan finde det tillokkende at udøve greenwashing, hvilket kan gøre det svært, hvis ikke ligefrem decideret umuligt, for dig at finde frem til grønne investeringer, der reelt set er grønne.

En løsning kan derfor være at investere i ETF’er, der fokuserer på grønne og klimavenlige selskaber. Kender du ikke til ETF-investeringer i forvejen, kan du se mere her, men helt kort fortalt går det ud på, at du investerer i en gruppe af aktier, som på forhånd er sammensat af andre ud fra en grøn investeringsprofil. På den måde kan du koncentrere dig om andre ting og slappe helt af ift. den grønne profil på dine investeringer – vel vidende, at andre har taget sig af den del for dig.